Skip Navigation Links
 
   
Glibstrupvej 4, 6880 Tarm, Tlf.: 75250011 
 
  pædagogisk-psykologisk rådgivning
 

PÆDAGOGISK –PSYKOLOGISK RÅDGIVNING

Som friskole har vi ifølge loven ret til at benytte os af den kommunale PPR, på lige fod med kommunens øvrige skoler.

Hvis en lærer skønner at et barn har ekstra behov for hjælp eller læreren har behov for at få hjælp til at tackle et bestemt pædagogisk og/eller psykologisk problem hos en elev, kan skolen henvende sig til kommunen og bede om hjælp.

Et typisk forløb i disse sager er, at forældrene inviteres til et ”bekymringsmøde” sammen med læreren, skolepsykologen og skolelederen, hvor problemet ridses op og ud fra denne samtale afgøres det videre forløb, som f.eks. kan være en fælles indsats fra skolen og hjemmets side på et bestemt område. I andre tilfælde kan det være, at skolepsykologen anbefaler en test af den pågældende elev for at afdække de problemer, som eleven slås med.
Når testens resultater foreligger, inviteres forældrene igen til et møde med skolepsykologen hvor resultaterne gennemgås. Hvis skolen og skolepsykologen mener det er påkrævet med en yderligere indsats end det der er gjort fra skolens side, så indstiller skolen, på anbefaling af PPR, til SU-Styrelsen (Styrelse under Undervisningsministeriet) at skolen tildeles yderligere støtte, således at skolen kan ansætte en støttelærer.

Har et barn læsevanskeligheder, kan skolen ligeledes trække på kommunens læsekonsulent og give læreren yderligere hjælp til at få rettet problemet op.

Børn med tale-hørebesvær hjælpes også gennem kommunens konsulenter.

Det er vigtigt at understrege, at alle samtaler i forbindelse med PPR og forældrene er fortrolige. Alle skolens ansatte er underlagt tavshedspligt i forbindelse med personsager, samt at alle papirer opbevares under aflåste forhold, således at ingen uvedkommende har adgang til disse.
 


Sidst opdateret 23. august 2011